 | PIRATKOPIERING FALDER 25% | I Sverige er der nu kommet tal på, hvor stor en effekt, de lovlige musiktjenester har haft på piratkopieringen af musik. Ifølge en rapport bestilt af Musik Sverige (hvis medlemmer bl.a. tæller KODAs søsterorganisation STIM), er der 25% færre, der downloader ulovlig musik, end der var i 2009. Rapporten peger på lovlige musiktjenester som årsagen til faldet, og særligt Spotify bliver peget ud som det alternativ, der for alvor har fået folk til at rykke sig. I alt siger 40% af de adspurgte, at de bruger musiktjenester, og kun 10% indrømmer, at de henter ulovlig musik. 24% siger, at de er holdt op med at piratkopiere og i stedet er gået over til lovlige tjenester. Læs mere HER.
|   | COPYRIGHT-PERIODEN UDVIDET |  EUs ministerråd besluttede 12. september at udvide copyright-perioden for musikværker fra de nuværende 50 til 70 år. Det betyder, at der nu går 70 år fra et værk registreres, til det kan overgå til offentligt domæne. Beslutningen blev mødt med begejstring og kun begrænset skepsis i musikmiljøet, mens anti-copyright-bevægelsen naturligvis var skuffede over, at deres lobbyarbejde var forgæves. I musikmiljøet er man begejstret for opbakningen til beskyttelsen af musik. Men det betyder også, at forlag kan få ret til musikken i længere tid, og det er ikke alle, der jubler over den tanke.
|  | SÅDAN SER ROCKMAGNETEN UD | Det blev et hollandsk firma, MVRDV, der sammen med danske COBE Arkitekter vandt opgaven med at bygge de tre store dele af Musicon-projektet ved Roskilde. De tre hovedbygninger vil bestå af Danmarks Rockmuseum, Roskilde Festivals hovedkvarter samt Roskilde Festival Højskole. De tre bygninger vil samlet blive kaldt ROCKmagneten og skal være en del af den samlede nye bydel, Musicon. En slags permanent ”rød løber” skal trække folk hen til de tre bygninger fra Musicons hovedgade, Rabalderstræde. Den første del af projektet er rockmuseet, som forventes at åbne i 2014.
|  |  |  | ANMELDERROS TIL THORUP |  Jørgen Thorups nye album, ’Good Company for the Dog’ er et anmelder-hit. Gaffa giver albummet fire stjerner, og skriver at ”der er tale om rutineret pop/rock med hjertet på rette sted”. B.T. er også glade for albummet, hvor der kvitteres med fire stjerner og ros til de ”ligefremme kvalitetskompositioner og livskloge tekster – alt sammen fremført af branchens absolut bedste.” P4 spiller p.t. singlerne ’Don’t Stop’ og ’Man of her Dreams’, og havde oven i købet albummet som ’ugens album’ i uge 37. Thorup kan høres live sammen med to andre DPA’ere, Michael Hardinger og Brian ”B-Joe” Johansen i trioen Den Røde Tråd henover efteråret. Læs mere HER.
|  | MADS LANGER INDTAGER EUROPA | Der er rift om Mads Langer, efter han udgav albummet ’Behold’ i maj måned. Singlen ’Riding Elevators’ fik i september den store ære at blive ”Record of the Week” på Storbritanniens største radiostation, BBC Radio 2, hvilket betyder eksponering for et kæmpe publikum. I oktober og november drager Langer på en stor Europa-turné, der bringer ham til Spanien, Italien, Tyskland, Holland, Frankrig og Norge. Han vender hjem til Danmark og spiller en lille turné sidst i november. Læs mere HER.
|   | VARMEDE OP FOR EMMYLOU HARRIS |  DPA’eren Simon Lynge var 28. september i fint selskab, da han spillede på Uptown Theatre i vinbyen Napa i Californien. Her var han nemlig opvarmning for country-legenden Emmylou Harris, der gennem sit arbejde med bl.a. Daniel Lanois og Buddy Miller har fået et helt nyt publikum. Koncerten var en del af Lynges efterårsturné, der ud over Californien har bragt ham til Canada, Oregon, Storbritannien og så naturligvis Grønland og Danmark. Han slutter turnéen af med to koncerter på den danske ambassade i Washington DC.
| |