Juli 211

NYHEDSBREV 2011

NY ”BRUGERVEJLEDNING” FOR FORLAGSAFTALER
Nu bliver det lettere at forhandle forlagskontrakter. DPA har sammen med DJBFA, DKF og Dansk Musikforlæggerforening har indgået en aftale om et mindstemål af retfærdighed i aftalerne med forlagene. Den såkaldte Code of Conduct-aftale er et slags redskab, man kan tage med til forhandlingsbordet, hvor nogle grundlæggende spilleregler er beskrevet. Code of Conduct-dokumentet er blevet til i enighed foreningerne i mellem, og det har taget tæt på 25 år at blive enige om, hvad der er ”god skik”, når man laver en forlagsaftale. Dokumentet indeholder, ud over ”spillereglerne”, en række forklaringer på juridiske og rettighedsmæssige begreber, der kan være svære at forstå som menig rettighedshaver. Code of Conduct-dokumentet er dog ikke bindende. Det er ikke sådan, at et forlag f.eks. begår aftalebrud, hvis en rettighedshaver skriver under på en ufordelagtig aftale. Men hvis man insisterer på at holde sig til Code of Conduct-dokumentets ordlyd under forhandlingerne, bør ens forlagsaftale ikke blive katastrofal for ens karriere. Læs Code of Conduct-dokumentet HER.
 

DPA OG DR BIGBAND GØR DET IGEN
DPA gentager succesen fra sidste år, hvor DPA Jazz i samarbejde med DR Bigband afholdt en stor koncert med årets vindere af DPAs jazz-konkurrence for komponister under 30 år. Ligesom sidste år kommer koncerten i år til at foregå i DR Byen, og man er nu blevet enige om en dato, der hedder lørdag d. 5. november kl. 20. Det kommer til at foregå i DR Byens studie 2 med DPAs kasserer, Jacob Morild, som konferencier. Ligesom sidste år vil DR Bigband spille med de tre bedste komponister fra konkurrencen, og til sidst kåres vinderen af årets konkurrence. Hold øje med nyhedsbrevet og Ord og Toner for mere info.
 

JAZZFESTIVAL DRUKNET
Det voldsomme regnskyl, der ramte København lørdag havde store konsekvenser for Copenhagen Jazzfestival. Modsat Roskilde Festivalen, der er vant til smat og regn, er jazzfestivalen ikke specielt forberedt på den slags ”naturkatastrofer”. Det betød bl.a. at Copenhagen Jazzhouse havde mellem fem og ti centimeter vand i koncertsalen i underetagen. I havnebassinet ved Kulturhuset Islands Brygge var lynnedslagene så hyppige, at de frivillige havde svært ved at redde instrumenter og gear fra vandmasserne. Tivoli blev evakueret, så koncerterne der blev også aflyst. Flere andre koncerter måtte også aflyses, og det betyder desværre store økonomiske tab for festivalen.
 

HØYER GOES HOLLYWOOD
Der er rigtig meget gang i DPA’eren Christoffer Høyers Hollywood-aktiviteter for tiden. Netop nu lægger han sidste hånd på musik til DVD-udgaven af filmen ’Cowboys and Aliens’, der forventes at blive en af de helt store Hollywood-premierer her i juli. Filmen har Daniel Craig og Harrison Ford i hovedrollerne og er instrueret af Jon Favreau, der er kendt fra ’Iron Man’-filmene. I stedet for at bruge musik fra filmen, bliver det Christoffer Høyers musik, der akkompagnerer ekstramaterialet på DVD’en, der skal udkomme senere på efteråret. I januar var Høyer i øvrigt også involveret i et andet Hollywood-projekt. Han skrev musikken til en enkeltstående tv-udsendelse med komikeren Nick Kroll, produceret af den MTV-ejede komediekanal Comedy Central. Det er dem, der også står bag megasucceser som ’The Daily Show’ og ’Tosh.O’
 

SPOTIFY ENDELIG TIL DANMARK
Efter lang tids forhandling og tovtrækkeri har KODA og den svenske musiktjeneste Spotify indgået en samarbejdsaftale. Det sker efter massiv kritik af KODA i pressen og en stigende efterspørgsel efter tjenesten blandt digitale musikbrugere. Spotify er en on-demand streaming-tjeneste, hvor man kan lytte til al den musik, man vil, altsammen lagret på servere ”i skyen”. Det betyder, at man ikke længere behøver transportere musikken med sig på f.eks. en iPod, men kan streame musikken til f.eks. sin mobiltelefon og lytte til den via hovedtelefonstikket. Man kan naturligvis også lytte til den via sin computer. Oprindeligt var Spotify gratis, men i lighed med konkurrerende tjenester som f.eks. WiMP, kommer Spotify til at koste et abonnementsgebyr, når det lanceres i Danmark.
 

JUSTIN TIMBERLAKE GENOPLIVER MYSPACE
Sammen med reklamegiganten Specific Media har popikonet Justin Timberlake opkøbt resterne af MySpace for, hvad der må betegnes som en slik. Godt 200 millioner kroner har Specific og Timberlake givet for MySpace, der i 2005 blev solgt til Fox Interactive for næsten tre milliarder kroner. Planen er at genoplive det sociale netværk som det mødested for musikere og deres fans, som MySpace var indtil for nyligt. På grund af dårligt design og svigtende ledelse har MySpace mistet en hel del brugere. Justin Timberlake skal stå for strategien på sitet, så det skal blive spændende at se, om MySpace kan genvinde sin lederpost som musikkens foretrukne sted på nettet.
 

ORD & TONER

Læs det seneste nummer af
Ord & Toner
HØR BL.A. LIVE I JULI
Marie Carmen KoppelJimmy Jørgensen
Hanne BoelMalene Mortensen
MoonjamSing Sing Sing
HushB-Joe
KandisLove Shop

DPA    GRÅBRØDRETORV 16    1154 KØBENHAVN K    T 3312 0085    DPA@DPA.ORG
DPA      GRÅBRØDRETORV 16      1154 KØBENHAVN K      T 3312 0085      DPA@DPA.ORG