Leder

Kære venner
 
Den senere tids debat og heftige meningsudvekslinger på blogs og debatsider i aviserne har i dette forår sat dagsordenen –også for DPAs bestyrelse. TDC PLAYs strandede forhandlinger med KODA og sangskrivernes uvilje til at indgå i et samar-bejde med Spotifytjenesten på de betingelser, der er blevet lagt frem, opridser HELT tydeligt vores situation som ophavsmænd i en digital fremtid.
 
Vi befinder os lige straks i den situation, som vi så tit har prøvet at beskrive: At man kan vælge alt selv, forbruge det valgte når man vil, og hvor man vil, via den teleoperatør/musikleverandør, man nu har valgt.
 
Det er allerede knæsat stort set over hele verden hvad et lovligt download skal koste, men det er kun i Danmark, at vores rettighedsforvaltning stædigt fastholder, at skaberne af det, der downloades SKAL have 12 % af provenuet (I Canada har man måttet stille sig tilfreds med 3 %.) Alligevel tjener de banker, der administrerer økonomioverførslen via betalings-kortet, mere ved en sangs download end den, der har skabt værket, baggrunden for det hele.
 
Abonnementstanken, som blev udpeget som en online-løsningsmodel ved et Musikalliance-møde på Dragsholm for nogle år siden, udmøntedes kort tid derefter i TDC Play-modellen. Nu er TDC Play den musiktjeneste, der står for størstedelen af de indkomster, der så småt begynder at betyde noget i en dansk ophavsmands indkomster fra KODA og NCB. Fordi man ved forhandling af betalingen faktisk anlagde skitsen til en ny fordeling mellem rettighedshaverne af det opnåede provenu, en fordeling, der afspejlede dette nye markedsområde.
 
De nye downloadmodeller ligger mellem mellem flowradioafspilning og eksemplarsalg, og det synes vi selvfølgelig skal afspejles i betalingen til skaberne af musikken. Ligesom de særlige forhold, der gør sig gældende økonomisk: Der er nye betingelser for producenterne, som IKKE længere har udgifter til matricering, eksemplarfremstilling, trykning af covers, indpakning, for-sendelse med lastbiler fra lagre med personale, og butikker, hvor der skal gives rabatter og tages varer retur.
 

Det eksemplarløse samfund må resultere i en ny fordeling af provenuet.Derfor synes vi selvfølgelig også, atnår storproducenterne mener, at vi ophavsmændskal være glade for Spotify, fordi tjenesten modvirker pirateri, og at man skal være glad for enhver ny afsætningsmulighed, så siger vi:
 
1) at vi vil spørges først inden nogen tager risici på vores vegne,
2) at vi vil stilles lige, sådan at alle har samme risiko. Så det ikke er sådan, at kun de multinationale producenter via deres delvise ejerskab af tjenesten opnår betaling, ved på forhånd at have sikret sig hovedparten af provenuet,
3) ...og endelig MÅ der være en nedregrænse for betaling af vores medvirken,og den vil vi gerne selv sætte. Vi ophavsmænd mente, at en sådan model med TDC Play faktisk VAR fundet. I en grov fortolkning: 1/3 til skaberne og 2/3 til udøvere og producenter.
 
Det er DET, kampen står om. En betaling/ fordeling, der skal blive til en ny standard på online-abonnements området. Hvem skal have hvad, af det der indtjenes, og hvor meget skal ”kunden” betale i alt. Dette er jo bare klassisk lønkamp og een, der vil fortsætte, så længe nogen tjener penge på, at nogen sætter sig ned og får en god ide til en sang, som der kan findes brugere/ lyttere/købere til.
 
Vi har allerede vænnet os til, at alle andre spillere i dette game, synes at DERES indsats i værdiskabelsen er mere værd, end selve den ide, som hele forretningen er bygget på. Det er OK. Ingen skal dog forvente at vi skabere synes, at dette er den naturligste ting i verden og ikke skal imødegås.

DERFOR al balladen i foråret. ★