Jazzformidlerprisen

 

ÅRETS DANSKE JAZZFORMIDLERPRIS PÅ 15.000 KR. TIL
HENRIK WOLSGAARD-IVERSEN

”Jazzformidlerprisen gives for talentfuld formidling af jazz på en let forståelig og fængende måde, der bidrager til at øge interessen for dansk jazz. Pristageren skal være aktiv og formidle på et professionelt niveau.”
Jazzformidlerprisen på 15.000 kr. gives i år til journalisten Henrik Wolsgaard-Iversen.
Med stor indføling og viden har Henrik Wolsgaard-Iversen igennem et langt liv formidlet jazz gennem artikler i dagspressen og tidsskrifter, IT-indlæg samt udsendelser i radio og TV. Der er stor respekt for hans mening og vurderinger, som han formulerer underholdende og letforståeligt, også selv om emnerne kan være komplicerede. Hans sans for sprogets mange nuancer har bred appel og bidrager til interesse for jazztalent, store musikere, orkestre og begivenheder. Publikum indfanges af hans ligefremme, uhøjtidelige og tit humoristiske formidlerstil, der også har lokket mange mennesker til mange musikarrangementer. Hans afslappede interviewform, farverige personportrætter, livlige beskrivelse af jazzepoker og historier fra miljøet appellerer til læsere, seere og lyttere, p.t. jævnligt i Radio Jazz weekend-udsendelser. Det gør ham også til yndet taler ved festlige lejligheder og i større forsamlinger og ved prismotiveringer blandt andet i hans egenskab som formand for Ben Webster Fonden. Han formidler fællesskab i jazzmiljøet og forståelse for det i brede kredse. Ligesom de bedste musikere kommunikerer gennem toner, kommunikerer Henrik Wolsgaard-Iversen gennem ord, i solidaritet og samspil med jazzmiljøet, også når han forholder sig kritisk til musik, ikke bare skriftligt, men også mundtligt.
Sidste år udkom hans fremragende og letlæselige beskrivelse af musikere og miljø omkring det “gamle” Jazzhus Montmartre i samarbejde med Frank Büchmann-Møller. Det er bogen om Montmartre og et eksempel på bred formidling i fornemste klasse.

Jazzformidlerprisen er oprettet af organisationerne Copenhagen JazzGuides (CJG) og Danske Populærautorer (DPA). Erik Moseholm, der er æresmedlem i begge foreninger, er formand for juryen med Tove Enevoldsen, Bent Hesselmann, Lise Kjær og Benedicta Pesceli.
 

DPA      GRÅBRØDRETORV 16      1154 KØBENHAVN K      T 3312 0085      DPA@DPA.ORG