Cowriting i Austin – Texas

Cowriting i Austin – Texas
Tag til House og Songs, www.thehouseofsongs.com

DPA og DJBFA tilbyder nu i fællesskab en helt ny mulighed for sangskrivere og komponister inden for alle genrer af den rytmiske musik et unikt ophold i Austin, Texas.

2 (-3) sangskrivere ad gangen får mulighed for at co-write, netværke, optræde og indspille musik i USAs musikby nr. 1.

Der er tale om et helt nyt koncept for cowriting og networking for sangskrivere og komponister. I en tid hvor vi for længst har indset, at vi er hinandens bedste publishere - og hvor cowrites mellem sangskrivere, eller mellem sangskrivere og producere, er blevet mere reglen end undtagelsen, har en lille flok danske sangskrivere og producere slået sig sammen med amerikanske ditto og skabt en ny form for samarbejde.

I Austin, Texas, som adskillige danske bands og sangskrivere allerede har besøgt igennem SXSW festivalen - og hvor der findes en meget stor koncentration af sangskrivere og musikfolk fra alle genrer - har vi taget initiativ til et samarbejde, hvor der etableres et hus, hvor danske og amerikanske sangskrivere og producere kan arbejde sammen om nyt materiale og nye måder at formidle sangene på.

 

En kreds af de bedste Austin-baserede sangskrivere - samlet af og omkring den superproduktive networker, filmproducent, musikproducer, songpitcher og ikke mindst sanger og sangskriver Troy Young Campbell - har meldt sig på banen, klar til co-writes med jer. Troy vil fungere som projektets ambassadør, daglige leder og kunstneriske konsulent - og vil i hvert enkelt tilfælde søge at skabe de bedste partnerskaber mellem skandinaviske og amerikanske sangskrivere. Det hele vil foregå i det nyindrettede "House of Songs" i Austin, hvor de gæstende sangskrivere både kan co-write og bo godt under deres ophold i Austin. Som en del af projektet er der mulighed for at optræde for et publikum på en livescene i byen. ”House of Songs” kan rumme to medlemmer af gangen, max. 1 trio.

 

 

Projektstyring sker hos DJBFA, så ansøgninger sendes direkte til DJBFAs kontor djbfa@djbfa.dk med en kort beskrivelse af dit musik-cv og beskrivelse af din ambition med turen vedlagt max. 3 musikfiler (pakket så det fylder mindst muligt) allerbedst er det med et link/henvisning til MySpace m.m. Husk at ansøgningen skal være på engelsk.

 

Hvert ophold er tænkt at vare i ca. 12 dage (sørg for ikke at være i tvivl om, hvornår du kan overnatte i huset, mail med Troy Campbell) – med en rejsedag på hver side – således at der også bliver tid til at suge inspiration til sig i en af de mest kreative byer i USA. Det er ikke tilfældigt at Austin bærer tilnavnet ”The livemusic capitol of the world” – byen rummer mere end 50 spillesteder, der har levende musik på programmet. Hver aften! Året rundt!

 

 

Periode

Projektperioden er fra november 2009 til november 2010.

Vi beder dig/jer om at prioritere mindst to perioder, således at vi kan forsøge bedst muligt at matche jeres og vores Austin kollegers muligheder.

 

 

Ansøgningsfrist

Man er velkommen til at søge i udover ansøgningsfristerne!

15. oktober 2009 – for perioden 2. november 2009 – 2. maj 2010.

1. april 2010 – for perioden 3. maj – 31. oktober 2010.

Ansøgninger kan indsendes på mail eller brev til DJBFAs kontor: Gråbrødretorv 16, 2. th., 1154 Kbh. K. eller djbfa@djbfa.dk , som så sammen med DPA vil videresende de indsendte ansøgninger til vores samarbejds-partnere i Austin.

Matchning og udvælgelsen af de enkelte ansøgere finder sted i Austin.

 

 

Økonomi

Medlemmernes ophold finansieres af DJBFA og DPA efter hver forenings sædvanlige betalingsmodeller. Deltagende medlemmer skal søge rejselegat i deres forening eller selv finansiere flyrejsen til Austin.

Ca. 5000 kr. retur pr. person.

 

 

Praktisk om ophold:

- I rejser sammen og bliver afhentet i Austin lufthavn og kørt til ”House of Songs” (HOS).

- I modtager dagen efter ankomsten basisinformation om opholdet - med hvem og hvornår i co-writer.

- I får mulighed for et gig på et af Austins spillesteder.

Huset er beliggende i hjertet af South Austin, Texas og indeholder:

- Fuldt møblerede soveværelser (2 stk.) med WiFi, køkken, vaskemaskine og tumbler.

Gibson guitarer og piano samt optageudstyr og muligheder for at indspille demoer under opholdet.

Opholdet inkluderer ikke bespisning og drikkevarer.

Info om visa/pas: >Ophold i USA, Visa, pas

 

Med venlig hilsen

Ivan Pedersen DPA og Pia Raug DJBFA

 

 

Yderligere oplysninger Kristian Svenningsen DPA, tlf. 22 63 72 10

Spørgsmål i øvrigt kan besvares ved at henvende sig til Troy Campbell på campbelltroy@gmail.com . Han kan ikke forstå dansk!

 

DPA      GRÅBRØDRETORV 16      1154 KØBENHAVN K      T 3312 0085      DPA@DPA.ORG